sent adopterede og tilknytning

Dette er temaet for det projekt jeg har skrevet her på 9. semester. Det er børnene fuldstændig ligeglade med. Da jeg hentede unger efter at have været til eksamen, gik det op for mig igen; de er fuldstændig ligeglade med hvad jeg laver, når jeg ikke er sammen med dem – og for den sags skyld er de også ligeglade med om det går godt eller skidt. I virkeligheden er det jo noget af det mest befriende ved at have børn, at kunne “glemme” hvad man ellers laver og så fordybe sig i; hvilken farve katten der gik over vejen havde, om det er måger eller solsorte der flyver rundt ovenover os og om vi skal gå eller løbe de næste 10 meter af gåturen hjem.

Jeg vil nu gerne fortælle lidt om projektet alligevel. Ikke fordi det er noget specielt som sådan, men fordi det er et super spændende emne, hvis man spørger mig:)

Jeg har skrevet dette projekt ud fra min forforståelse om at sent adopterede godt kan tilknytte sig deres familie. Denne forforståelse har baggrund i mit livssyn eller min tro, om man vil, – at der altid er håb, håb for forandring og håb for bedring. (Hvis vi tager den åndelige dimension med, kan vi også tilføje; håb for forvandling:)).

Klassisk tilknytningsteori er ellers meget determinerende i deres syn på fremtidsudsigterne for sent adopterede, da de ikke mener at det er muligt at danne selektiv tilknytning efter 2-3 års alderen. Forskning bakker til dels dette op, da der synes at være en tendens til at der er en sammenhæng mellem alderen ved adoptionstidspunktet, eller nærmere varrigheden af institutionsopholdet og de senere problemer disse børn har med tilknytning. Dog er der ingen kausal sammenhæng; der findes altså børn, der på trods af længerevarende institutionsophold og en “høj” alder, tilknytter sig sin nye familie uden de store vanskeligheder.

Det jeg synes er spændende er hvordan tilknytningsrelationen er opstået. Hvad familien oplever har virket og hvordan de selv oplever deres relation er (set bort fra teoretiske kategoriseringer af relationen). Sagt i et mere videnskabeligt sprog, så har jeg valgt en fænomenologisk tilgang til tilknytningsbegrebet, frem for en mere positivistisk tilgang, som egentligt er grundlaget for den klassiske tilknytningsteoris kategorisering af tilknytningstyper.

Hvis jeg kortfattet skal sige hvad jeg har konkluderet gennem opgaven, kan jeg fortælle at forældrene der har adopteret børn på 3 og 4 år, oplever at de i løbet af et års tid er tilknyttet deres børn og omvendt. (og det på trods af at børnene ikke nødvendigvis udviser adfærd der gør at de vil passe ind i kategorien “selektivt tilknyttede”) De beskriver hvordan det første år, for nogens vedkommende, har været rigtig hårdt og hvordan de har skullet arbejde meget med at danne denne relation, men også hvordan de ser at børnene “blomstre op” og efterhånden henvender sig til dem med deres tanker og problemer, søger deres nærhed og lignende adfærd der er klassisk for en tilknytningsrelation.

Hertil rummer opgaven en meget mere videnskabsteoretisk funderet diskussion af validiteten i den klassiske kategorisering af tilknytningstyper, ud fra bla. Rutter og Scroufes, samt nyere neuroaffektiv udviklingspsykologis nuancering af begrebet “sensitive perioder”.

Det der har været så fantastisk ved dette projekt har langt hen af vejen været at arbejde alene, og dermed ud fra min egen forforståelse af problemet (det har også været noget af det sværeste, ikke at have nogen at spare med). Mit ønske er at arbejde videre i samme tråd med specialet – hen imod hvordan man kan være forældre for “udsatte børn”, eller tidligt moderligt depriverede børn (børn der ikke har haft adgang til en primær omsorgsperson de første år i livet).

Når jeg sidder her og beskriver projektet, tænker jeg at det måske lyder ret kedeligt: Grunden til at jeg tænker at det er både spændende og super relevant, er fordi jeg tænker på pleje og adoptivbørn der som 2 eller 3 årige pludselig får to omsorgspersoner. På én gang er dette en kæmpe mulighed for børnene, men også en super stor udfordring. Og for at det skal lykkes tænker jeg at det er vigtigt, både på mikroniveau at forældrene har en forståelse af børnenes reaktioner, hvad de går igennem og hvordan man kan støtte dem bedst muligt. Men også på samfundsniveau, at vi forstår og ved at det er muligt, også for større børn (ældre end 3 år), at tilknytte sig en familie, selvom det ofte vil kræve en del arbejde fra forældrenes side. Frem for at se det som et håbløst eller umuligt job på forhånd, hvilket lidt er tendensen som det ser ud nu.

En af respondenterne i projektet fremlagde det rigtig fint da hun sagde; “at de her børn jo er der ligegyldigt hvad og at deres allerede levede liv er der ligegyldigt hvad”. Vi kan fint vælge at se bort fra dem og ikke skænke dem en tanke, eller ikke gøre noget for at hjælpe dem, men de vil fortsat være der. Jeg håber at jeg en dag vil blive mor til et barn der ikke har nogen mor. Men indtil da, og hvis det ikke er tilfældet, kan jeg i det mindste skabe forståelse omkring, at det er muligt at danne en god tilknytningsrelation til børn der har haft nogle svære første år af deres liv.

Reklamer

4 thoughts on “sent adopterede og tilknytning

  1. Og tak for det! Det er rigtig vigtigt, at vi skaber større forståelse for at man bliver “rigtig” familie selvom barnet ikke fødes ind i familien: tilknytningen i begge retninger er den samme uanset måden barnet ankommer i familien.
    Jeg kom til at tænke på, om du kunne have glæde af at høre om hvordan de adoptionsforberedende kurser virker? De er obligatoriske i forbindelse med international adoption, og så vidt jeg ved arbejdes der med, at de også bliver det for national adoption. På kurset gennemgås ret grundigt børnenes forsvarsmekanismer og deres mulige reaktioner på adoptionen. Vi har haft rigtig stor glæde af dem som forældre gennem adoption!

      • Selv tak, da 🙂
        Vi var også rigtig glade for det. Jeg har vist ikke hørt om nogen, der ikke var… Det er da meget fint generelt om kurserne. Og hvis du har snakket mere flere om det, så er du sikkert godt “orienteret” 😉 Tænkte bare at det jo er en væsentlig del af forberedelsen af os som forældre, og for de fleste af os det, der ruster os til at møde vores barn med deres særlige vilkår.

      • Det kunne være et rigtig spændende sted at være “fluen på væggen”:) Tænker også man får nogle spændende snakke indbyrtes. Snakkede med en familie der adopterede inden disse kurser var “opfundet”, de savnede det virkelig.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s