Super mor – om at sætte ambitionsniveauet ned (2)

Der burde stå “op” – om at sætte ambitionsniveauet op. Læs første del her

Jeg slugte igår aftes/nat resten af Anna Skyggebjergs bog “supermor”, en bog til enlige mødre eller andre seje kvinder. Egentlig blev jeg undervejs klar over at alle de super gode triks til at få mere tid i hverdagen, helt sikkert er super gode. Men endten efterlevede vi dem allerede helt eller delvist (ex. kun at købe ind en gang om ugen -næsten), eller også var det ikke så relevant for os (vi er jo for det meste to forældre).

Noget andet jeg dog synes var vildt inspirerende ved bogen, er de personlige interview med enlige kvinder om at være enlig mor. Som udgangspunkt tænkte jeg slet ikke det var relevant for mig at læse de dele af bogen, men jeg blev virkelig grebet. Sagen er den at når man er gift med en efterskolelære, så lever man lidt anderledes end hvis man er gift med en der har et 8-16 job. Nogle måneder er det himlen (6 ugers sommerferie) andre måneder så tager jeg én dag af gangen. I de hårde måneder arbejder Mande mange timer og mange extra hele/delvist hele dage. Og når der kommer lidt luft i kalenderen føles det som om vi ikke rigtigt når at komme ovenpå inden vi er igang igen.

Nå, men vi valgte jo så at få to små unger oveni at Mande startede på sit nye job. Pyyy en kamel at sluge for mig. Mand hvor har jeg haft ondt af mig selv. Aldrig har jeg følt mig så påvirket af at være opvokset som efternøler og praktisk talt enebarn. Jeg trives bare slet ikke med lange perioder uden min skønne Mands opmærksomhed og så har det der med at være alene med børnene bare virkelig føles som bagsiden af medaljen.

Og det var netop her at bogen Supermor var så fed. Jeg tror virkelig man kan ændre sin holding til mange ting ved at være tvunget til det. Og finde på gode løsninger fordi der ikke er andre muligheder. Nu er det ikke fordi de enlige mødre i bogen klappede i deres hænder over at være alene med så små børn, det er de fleste af os der har prøvet det, nok enige om er ret krævende. Men de havde alligevel bare den der super fede attitude af at “det her er et fedt liv – jeg har fået styr på det – også selvom det er hårdt”.

Og hvor den handler om at sætte ambitionsniveauet ned på det praktiske område, så handler bogen om at sætte ambitionsniveauet op i forhold til børnene. Fantastisk at læse en bog og bagefter have lyst til at gå ud og pjaske i vandpytter, klistre sig selv ind i dej eller skråle højt i haven bare for at leve sig ind i og nyde livet sammen med børnene. Se det kan jeg lide: mere nærvær, mindre praktisk arbejde.

Reklamer

Forkølet barn

Så lykkes det for os igen. At komme på ferie med forkølede unger. Twilight var under hendes første vinter i dagpleje den vildeste snotunge, og lillebror følger tæt i hendes fodspor. De er ellers ikke meget syge, men det der snot, det når vi knap at komme af med, før det kommer igen. SUK.

Men hvad i alverden gør man så når man har det mest snottede barn, der hoster sig igennem en lur og generelt slet ikke får en god nok søvn til at komme sig, eller være hyggelig at være i selskab med? Her kommer mine bedste tips (og hvis du har flere så tilføj dem gerne som en kommentar).

Vandet snot i gode mængder ledsaget af diverse andre klassiske forkølelsessymptomer:

  • Vi løfter den ene ende af barnets seng, så det ligger med hovedet højt. Her er tykke psykologibøger helt fantastiske, men jeg tænker at andre varianter også kan fungere;) Helt konkret ligger vi bare bøgerne under sengens ben – hvilket også kan gøres midt om natten, hvis barnet ikke kan sove for snot. Kunsten er, at hvis sengen er løftet for højt, så vender barnet sig om, så det handler om at finde nogle bøger der er helt perfekte, mellem 5 og 7 cm tykke ville jeg sige.
  • Uldundertøj. Fatter ikke hvordan familier kan leve uden uldundertøj til de mindste. Vi er ihverttilfælde store fans:)

Sejt snot (evt. med kulør), der giver hostende, hakkende børn der ikke kan få luft:

  • Saltvandsopløsning til at putte i næsen for at løsne sejt slim og snot. Det virker fantastisk når de bare hoster og hakker uden resultat. I starten købte vi det i små impuller, men nu laver vi det bare selv og bruger en lille 2,5 ml sprøjte til at sprøjte et par dråber i begge næsebor. Saltvandsopløsning man køber har en salt-værdi på mellem 0,1% og 0,9% – jeg prøver at ramme i den nedre ende for at passe på de små slimhinder. Helt praktisk så koger vi vandet tilsætter en minimal mængde salt og bruger det når det har stuetemperatur. Vi holder barnets hovede mens vi putter et par dråber i hvert næsebor.
  • Snotsugeren har været uundværlig mens de var små. Dermed ikke sagt at den var særlig elsket af børnene. Synes dog at Twilight vænnede sig til det, så vi efterhånden kunne “suge hende” uden hun sagde noget til det.
  • Sidst har vi “overgivet” os til løg-trikket med ganske fine resultater synes vi. Skær et løg i tynde både, fordel det på en tallerken og placer det i børnenes soveværelse mens de sover. Det stinker af løg dagen efter, men vores har sovet væsentligt bedre end de gjorde uden. Mande var også igang med at overveje om man kunne lave en version til barnevognen når nu man var igang;)

Tør hoste der bare bliver ved og ved og ved:

  • Mig bekendt så skal man helst ikke bruge hostesaft til børn. Fandt dog under desperat søgning en læges råd om at koge honning til de små under 1 år og ellers bare bruge ukogt honning til at “smørre” de små halse med. Det råd har vi brugt meget, da børnene også reagere positivt på at få en lille honningsut når de storhoster midt om natten eller i barnevognen. (yes – den kloge læser bemærker at det ikke er godt for tænderne – I know). Til de helt små koger man et par skefulde i en gryde i små 5 minutter for at lade det afkøle inden brug. Det bliver nærmest sirupsagtigt i konsistens og vi har i perioder haft en lille beholder med kogt honning til hostende nætter.

Sidst skal nævnes kæmpe mængder af omsorg. Der kan da umuligt været noget mere vigtigt end kærlighed og omsorg når baby er skidt (eller bare lidt forkølet). Herhjemme bruger vi bæreslen, som Lynild praktisk talt “flytter op i” når hans imunforsvar er svækket, så sidder han der som en lille abeunge i 15 min. intervaller så ofte som han har lyst i løbet af dagen (og det kan moderen godt lide). Fordelen ved småsyge unger må bestemt være at det er lig med puttesyge unger – så selvom det er træls og ikke mindst ærgeligt når nu man er på ferie, så prøver jeg på at nyde de mange extra kram og snot-kys.

Den sidste sygedag.

Der er et eller andet opmuntrende over den sidste sygedag, den dag hvor man om morgenen er lidt i tvivl, for ér vi nu raske, eller er vi stadig syge. Den dag hvor man tager sine forholdsregler og bliver hjemme fordi det ville være urimeligt at lade børnene smitte det halve af byen, bare fordi man ikke kan lade specialet ligge en dag (mere). Denne formiddag var børnene pludselig så friske at de brokkede sig over udsigten til en inde dag, hvorfor moderen gerne slæbte dem ud i haven. Det var den mest opmuntrende oplevelse længe.

Jeg skulle se om han var stukket af, men han afslørede sig selv ved at skramle rundt inde i skuret.. Kan du se ham med ryggen til i cykel trailoren?

Lynild, familiens farmer-boy, kan tulle rundt og hygge sig i timer udendørs og inde i skuret hvor han finder spændende ting at lege med. Og Twilight spurgte til hver eneste træ/plante jeg klippede i og hver eneste bladbunke jeg fejede væk. Og så så vi de første forårstegn i haven og moderen blev glad helt ind i hjertet.

 

At skrive speciale (2)

På den mest skod-agtige vinterdag, efter en ferie der blev brugt på sygdom, et døgn i sengen med maveforgiftning/omgangssyge der spredte sig til de andre familiemedlemmer, et speciale der ikke bliver rørt, et hjem der ligner noget der er løgn ojkbv. (og jeg kunne blive ved) – så kan billederne og videoerne fra sidste sommer stadig få mig til at smile.

 

Det bliver sommer igen!

Set med en andens øjne: Far, mor og børn for begyndere

Hvordan kommer den ud? Jo, ser du…

Dette er det andet indlæg skrevet af en gæsteskribent. Kirstine er gift og mor til tre, hun blogger her: http://www.learnerbyheart.com/. Nyd hende:)

Da jeg var barn, stillede jeg konstant spørgsmål. Jeg har mange minder, hvor jeg kører i bil med min far, ser tv med mine forældre eller lytter til de voksnes snak og spørger: Hvad er det? Hvorfor det? Hvordan det? Mine forældre gav mig altid en rigtig forklaring, og jeg er stadig nysgerrig – mange år senere.
Nu er jeg så selv blevet mor, og strømmen af spørgsmål er nu rettet mod mig. Samtidig har jeg et eller andet sted læst, at man som forælder kan (og bør) være ærlig om alt, man skal blot forklare det på et alderspassende niveau. I princippet er der altså intet i vejen for at forklare alt for en 3-årig, 5-årig, en skolepige, en tween og en teenager. Hver på deres niveau kan de få klar besked om alt fra politik, penge, piger og drenge, empati, Gud, adoption, skabelse, død, og slankekure. Og hvordan babyer bliver til. Ahrmm…
Da min knægt var 2 år ventede vi hans lillebror. Lillebror er adopteret, så der var ingen mave at kigge på og mærke. Men vi vidste, at sønnikes liv var på vej til at blive forandret for altid, så vi måtte forberede ham. Han sad tit for bord-enden og solede sig i sine forældre og sagde: “Mor, Far, William!” Så jeg tog ham jævnligt på skødet og tegnede “Mor, Far, William – og Lillebror.” I starten rystede han på hovedet – sikke noget fjollet noget. Men efterhånden accepterede han det – der skulle en baby med på tegningerne.
Dagen kom og vi skulle møde lillebror for første gang. Jeg tog den nybagte storebror på armen og førte ham ind i rummet. Og sandelig – han pegede på den lille bylt og udbrød: “Lillebror!” Og så pegede han på kaffebordet og sagde med nøjagtig samme begejstring: “Chokoladekiks!” … Nå ja, fair nok. Knægten fik sin chokoladekiks, og jeg havde noget at skrive i Barnets Bog.
Da lillesøster var på vej, var drengen blevet 4 år og meget mere bevidst. Jeg tog derfor på biblioteket og bladrede gennem sektionen med bøger om “Mor har en baby i maven.” “Hvordan blev jeg til.” osv. Jeg lavede på stedet en grov sortering – nogen af dem var simpelthen for detaljerede og foto-illustrerede – både omkring hvordan babyer kommer ind og hvordan babyer kommer ud (hvis I forstår). Men jeg lånte en håndfuld bøger med hjem, og vi begyndte at læse dem.
Jeg tvang mig selv til at være helt naturlig i stemmen og læste de første sider om drenge og piger, mænd og kvinder, hvordan vi ser ud forneden, udveksling af kropsvæsker og hvad har vi. Knægten blev dog først fanget af historien, da sædcellerne begyndte at svømme om kap mod ægget – det var noget han kunne forstå. Vi læste bøgerne igennem mange gange, og hver gang bladrede han hurtigt forbi de første sider, og bad om at få kapløbet gengivet. Det passede mig fint – skal vi sige det sådan.
Når han spurgte til hvordan babyen kom ud af maven, holdt jeg fast i den forklaring, jeg mente var passende for hans alder: “Babyen bestemmer selv hvornår den vil ud. Så tager man ind på hospitalet, og så siger det BUP! – og babyen kommer ud.” Flere detaljer var vist ikke nødvendigt.
Vi spoler frem, og det var nu 7 måneder siden babyen kom ud, og bøgerne var for længst afleveret igen på biblioteket.  Det var en tidlig morgen og vi havde endnu engang fået alle tre børn i flyverdragter og mast dem ind på bagsædet af skodaen. Mens vi søvnigt kørte den daglige morgen-runde kom det pludselig fra bagsædet:
“Hvordan kommer de egentlig fra den ene mave til den anden?” Vi tøvede et øjeblik. “Hvad for nogle mener du? Babyer? Babyer har kun været inde i én mave.” “Nej nej, hvordan kommer de fra den ene mave til den anden? De der små nogen der svømmer om kap? Dem der bestemmer om det bliver en dreng eller en pige?”
… Godmorgen Far og Mor. Klokken er ikke engang rundet 8:00, og I er lige blevet bedt om at forklare sædcellernes gang fra mand til kvinde.
“Det er en hemmelighed!” – kom det fra min mand, der tydeligvis ikke havde læst, at alt kan forklares for en 4-årig. “Eiii, hvorfor deeeet?” kom det ærgerligt fra den nysgerrige søn på bagsædet. “Neeej, det er ikke nogen hemmelighed,” brød jeg ind med min bedste Far-driller-bare-og-vi-er-helt-enige-om-det-her-stemme. “Det… Det er sådan et specielt knus uden tøj på. Så kan de lige svømme fra den ene over i den anden mave. Sådan BUP!” forsøgte jeg.
Det viste sig senere knægten slet ikke var interesseret i mekanikken, han ville bare gerne vide om de kom ud af navlen eller hvordan. Og det er da fair nok at spørge om. Når man er 4 år.

Super mor – om at sætte ambitionsniveauet ned

Jeg snakkede med min mor idag. Vi skal besøge dem i weekenden og min mor fortæller grinende at hun endnu ikke har fået fjernet de fedtede fingre på glasdøren fra vi var der sidst (dem i børnehøjde), selvom hun ellers havde planlagt det. Jeg lover hende at det ville være spild af tid, da børnene helt sikkert vil sætte et par extra når vi ses og hun slutter af med at sige at hun heller ikke tager rengøring særligt tungt længere. “Jeg har vigtigere ting at give mig til” afslutter hun.

Fantastisk at høre synes jeg! Tænk at have en mor der på trods af at hun er pensioneret og har al tid i verden godt kan lade et par fedtede fingre sidde på en dør en måneds tid. Jeg er klar over at hun sikkert har lagt mærke til dem ofte, men alligevel prioriterer hun noget andet.

Selv er jeg faktisk lidt stolt over at vi havde gæster i lørdags uden at jeg støvsugede før de kom. Og det på trods af at der var et par halvvoksne nullermænd på gulvet (og dem lod jeg ligge). Vi har ellers en robotstøvsuger til at klare opgaven, men jeg havde bare glemt at sætte den i arbejde og valgte til sidst at droppe det. Nu skal det ikke lyde som om at vores hjem plejer at skinne, for det gør det virkelig ikke. Men jeg har rykket mine idealer for hvordan mit hjem skal se ud når vi får gæster, samt hvordan maden skal være, mange mil siden jeg mødte Mande.

Første gang Mande lavede mad til mig (og 15 andre han have inviteret) havde han lavet ris med bearnaise sovs, vel at mærke kun dét og så var risene totalt udkogt og ikke saltede (overhovedet!). Og det er så manden som jeg skulle prøve at skabe en “sådan gør vi når vi får gæster”-konsensus med. Jeg overdriver ikke når jeg siger at vi cirka 50% af de gange vi har fået gæster de første 4 år af vores ægteskab har haft et godt stort skænderi få halve timer inden de kom.

Og jeg tror egentlig at det var i de sidste måneder af graviditeten med Lynild at den store forvandling skete. Jeg kastede håndklædet i ringen, for dårlig stemning, kontaktsøgende Twilight og stresset mad-lavende-og-højgravid mor er en super dårlig start på en venne eller familiedate. Det fantastiske der skete var, at Mande begyndte at hjælpe meget mere til. To små børn (eller højgravid kone med lille barn) og madlavning er en udfordrende kombi, så han “steppede up” og vi kunne pludselig mødes et eller andet sted midt imellem mine ambitioner om at alt skulle være så godt som muligt og Mandes om at vi skulle slappe af og hygge os med det.

Det har vi så gjort siden -taget den mere med ro. Det er stadig en kende vildt udfordrende at invitere folk vi ikke kender så godt til risengrød, “lørdags kylling” eller spagetti bolognese, men jeg øver mig virkelig. Også selvom det er blevet nemmere med børnene og jeg, hvis jeg virkelig ville, godt kunne gøre en større indsats. Men jeg synes faktisk vi har fundet et fint leje, fundet ud af og accepteret at vi ikke værtsætter maden bare halvt så højt som det selskab vi spiser den med.

Tror efterhånden det passer hvad en mor fortalte mig om mængden af børn. Ved barn nummer 1 genvinder du kontrollen efter en periode, ved barn nummer 2 så forsvinder den totalt og så kan du lige så godt få nummer 3 og 4, for du mærker ikke den store forskel;D

Lånte i alt-det-praktiske-skal-være-så-nemt-som-muligt-så-vi-har-mere-tid-sammen-som-familie-ns navn, bogen “Super mor – smutveje for enlige mødre og andre seje kvinder der vil have en nemmere hverdag” idag på biblioteket. Det er en lille bog med masser af små fif. Jeg er spændt på om den kan give os mere tid sammen når nu vi for første gang siden vi fik Twilight, har en hverdag med to fuldtidsbeskæftigede forældre.