Time-in

I relation til mit speciale skrivning kommer jeg omkring en masse forskellig litteratur osv. omkring opfostring af udsatte børn. Den anden dag faldt jeg over begrebet eller metoden “time-in”, der er en revideret udgave af den klassiske time-out.

Hvis vi ikke kender “Time-out” fra vores eget forældreskab, kender vi den nok allesammen fra folkeskolen. Den der opfører sig uheldigt bliver bedt om af forlade lokalet, sætte sig på en stol i hjørnet eller lignende, der isolerer vedkommende fra aktiviteten. Det er nok lidt forskelligt hvordan man vil betragte denne metode, jeg synes egentlig ikke det er en straf, nærmere en naturlig konsekvens af, ikke at “lege efter spillets regler” (hvis man vel at mærke har lært barnet reglerne på forhånd).

Men jeg har opdaget at min datter vist er en smule uenig med mig på det punkt, ihverttilfælde synes hun bestemt ikke om at blive ført for sig selv. Jeg kender til andre børn der synes det er helt okay, så sætter de sig bare til at lege, men Twilight, som nok også er blandt den mest sociale udgave af fænomenet “børn”, synes ikke om det. Derfor ville jeg prøve “time-in”, for at se om det gav mere læring, frem for protest.

Søndag morgen da husets to A-mennesker havde været vågen i over halvanden time, vågnede vi andre (Lynild og jeg). Mande puttede ungerne ind i sengen til mig, hvilket plejer at være en hyggelig weekend-morgen-ting vi gør. Twilight brød dog straks ud med en masse: “neeejjj, Lynild skal ikke være her”, “jeg gider ikke lege med Lynild” osv. i den dur. (Yes – efter 14 rolige dage, kommer den igen, et par dage med trods…). Det hjalp ikke at bede hende tale pænt til Lynild, så søvndrukken førte jeg hende ind til hendes seng til vores første “time-in”.

Jeg bad hende tænke over hvad man kan sige af pæne ting til sin lillebror. Og da hun var klar gik vi ud og fandt ham. Desværre havde hun intet at sige og synes ikke mine tre forslag var gode, så vi gik tilbage igen. Da hun igen var klar, spurgte jeg hende hvad hun gerne ville sige til Lynild og hun fortalte hun ville sige undskyld, fair nok. Vi fandt lillebror og jeg sætter mig ned mellem dem. Twilight begynder så at resonere omkring at han jo ikke forstår hvad hun siger til ham. Jeg afviser og fortæller at han godt kan mærke hvad hun mener. Derefter får han en krammer og hun siger undskyld mens hun kigger ham ind i øjnene. Fantastisk når børn selv vælger at sige undskyld:)

Derefter vender hun sig mod mig og siger tydelig “jeg vil også gerne sige undskyld til dig mor”, jeg spørger hvorfor (jeg er nemlig ikke ligeså nem som hendes lillebror) og hun svarer “fordi jeg sagde nej til dig”. ÅHH – hvor fantastisk, det havde jeg ikke lige forventet. Hun siger undskyld, normalt bare ikke når hun er i dette hjørne. Og dertil var vi ALDRIG kommet med time-outs.

Advertisements

2 thoughts on “Time-in

  1. Pingback: Mor siger “NEJ” – om at opdrage mine tumlinge i praksis (selvstændig 2årig) | PandekageMor

  2. Pingback: Mor siger “NEJ” – om at opdrage mine tumlinge i praksis (vejen ud af en konflikt) | PandekageMor

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s