Caught in the middle (1)

En mand forklarede mig, for nogen tid siden, at hans hustru gik hjemme med børnene, fordi hun gerne selv ville være den, der opfostrede deres børn. Mens vi talte videre (om noget andet), kørte min indre monolog på højtryk, og jeg gentog for mig selv; “han sagde det kun, fordi han har oplevet at hans hustru er blevet set ned på, og han, føler at han har behov for at forsvare hende overfor mig”. Selvom jeg virkelig forsøgte, at lade min tvivl om motivet eller tanken bag den udtalelse komme ham til gode, sved den på to måder. 1. Virker jeg overlegen, siden han har behov for at forsvare hende overfor mig? 2. Mener han ikke, at jeg opfostrer mine børn selv? Hvis jeg havde været mere “klar i spyttet”, skulle jeg jo bare have spurgt ham..

På en eller anden måde er det lykkes mig, at have både (meget) hjemmegående mødre i min omgangskreds, samtidig med at den også rummer (rigtige) karrieremødre. Egentlig synes jeg ofte, at det bliver fremstillet sådan, at man omgiver sig med folk, der ligner en selv, men det er altså ikke helt tilfældet for mig på dette område.

Og hold fast hvor er det specielt nogengange – som eksempelvis i situationen ovenfor. Det tvinger mig bare helt vildt, til at tage stilling til hvad jeg tænker om netop dette enme; børnepasning; hvor, hvor meget, hvis overhovedet?

Lisom med alt andet er kvinder jo bare så fantastisk åbenhjertige og får hurtigt givet udtryk for deres oplevelse af hvad der er “rigtigt og forkert”, hvordan barnet “bedst bliver mødt” osv. Hvilket godt kan være tungt for mit lille hovede at kapere, når nu holdningerne er så forskellige.

Jeg skimmede første del af bogen; børnefællesskaber og familieliv i sommers. Den handler om børns liv på tværs af de to. Jeg synes den havde nogle rigtigt spændende indledende kapitler, der historisk og teoretisk ridsede dette felt op. Nu ville jeg jo ønske, at jeg ikke havde smidt mine noter ud, men det gjorde jeg, så her kommer der et lille resumé ud fra, hvad jeg kan huske.

Bogen skitserede, ud fra bl.a. Dion Sommer, hvordan der er sket store ændringer i vores relation til og syn på børn indenfor de sidste 60 år. Omkring 1950 kom tilknytningsteorien og man fik for alvor øjnene op for mor-barn relationen. Hvor vigtig og grundlæggende den var for børns udvikling. Jeg kan huske, at hun brugte begrebet; modercentrisme, i hendes beskrivelse af vores syn på vigtigheden af denne dyade. Børnene blev i langt højere grad sat i centrum, de blev anset som skrøbelige og uvidende. Siden er der kommet en ny strømning, der fokuserer på barnets udviddede verden. Her er der fokus på at omgivelserne også er med til at påvirke barnets udviklingsforløb, i samspil med tilknytningsrelationen. Børnene her bliver betragtet som modstandsdygtige (resiliente) og kompetente.

Sjovt nok er denne teoretiske udvikling sket i sammenhæng med samfundsudviklingen. Da mødrene fik færre børn (prævention) og dermed mere tid derhjemme, blevet fokuset modercentrisk. Og nu hvor mange mødre varetager deltids og fuldtidsjobs, fokuserer vi på barnets udviddede verden.

Det, jeg synes, der er specielt, er at dette afspejler sig helt ned på mikroplan. Når vi sidder som mødre omkring et bord og taler sammen. Den hjemmegående mor afskærmer og beskytter. Barnet skal helst ikke passes af for mange forskellige og måske “skete der lige lovlig meget i weekenden“. Karrieremoderen glæder sig over at barnet bliver stimuleret i vuggestuen. Han får så mange udfordringer, løber glad ind hver morgen og han lærer så meget i samspillet med alle de andre børn. “Se hvor kompetent han er i sociale sammenhænge“.

På den ene side tænker jeg, at vi er så overbevist om vores overbevisning, som det eneste sande. Vi glemmer helt at se, at vi i det store billede er viklet ind i en historisk og samfundsmæssig udvikling, og at vi langt hen af vejen danner vores overbevisninger ud fra de muligheder, vi har til rådighed. Vores moderskab har sikkert ændret sig mange gange de sidste 6000 år – men alligevel søger vi efter at gøre det “rigtige”.

På den anden side tænker jeg, på hvor meget vi gør os umage for at undgå kognitiv dissonans; vi opfinder eller tilegner os et sæt af overbevisninger, der passer til den praksis vi lever. Men i virkeligheden kan det være, at vi arbejder meget fordi vi ellers ikke kan bo i vores hus. Eller at vi går hjemme fordi vi ikke har en uddannelse, eller fordi vi ikke får nok ud af at arbejde, det vi har lyst til, ift. mængden af børn, der så skal passes.

Men jeg håber da at størstedelen arbejder fordi de oplever at det er meningsgivende og ikke kun fordi de har behov for det – og ikke mindst omvendt, går hjemme fordi de oplever at det er det rigtige at gøre. Sådan har langt de fleste hjemmegående mødre jeg kender i hverttilfælde fremstillet det. Også nogengange så meget at jeg har overvejet om det nu også er det okay at “skulle” og ville andet også? Om mit moderskab ikke det vigtigste i mit liv? Om den perfekte mor ikke ville gå “all-in”, hvis hun har muligheden?

(Fortsættes i morgen)

 

Reklamer

2 thoughts on “Caught in the middle (1)

  1. Det svære ved dette emne er, at det rammer lige hvor det gør allermest ondt: I moderfølelsen. Og jeg tror måske ikke mænd er klar over, hvor dårlig samvittighed vi kvinder (KONSTANT) kan have over alle de ting, vi ville ønske vi gjorde bedre – særligt overfor vores familie som helhed og vores børn hver især. Hvorfor kan man ellers skrive en bog til kvinder der handler om at være fanget i “worry and guilt?” En bog, jeg vist nok har tænkt mere end én gang på at købe.

    Nå, men jeg tænker det er udfordrende at finde sin egen vej (ud fra hvad der kan lade sig gøre, hvad man har lyst til, hvad man føler sig kaldet til og hvad man mener er bedst) – uden samtidig at føje ekstra skyld over på andre kvinder.

    Eksempel: Man spurgte engang danske børnefamilier hvilken arbejdssituation de så som den mest ideelle for en familie. De fleste svarede 1 med fuld tid og 1 med deltid. Men langt de fleste danske familier har 2 med fuld tid – dels fordi det er svært at få et deltidsjob i mange brancher og på mange arbejdspladser, og dels fordi vores samfund er skruet sådan sammen, at mange ikke har råd. Det koster kassen at bo, spise, køre og varme vores boliger op i Danmark, og der skal indtægt til. Nå ja, og skatten skal også betales så der er til skoler, sygehuse, sikkerhedsnet osv. OG vi har ret høje forventinger til hvad vi derudover skal have råd til.

    Nå, men hvad så hvis man er i en familie, hvor det er lykkedes at få deltid og få det til at hænge sammen? Siger man så “Det havde jeg ønsket mig længe, og jeg er bare rigtig glad for det er lykkedes” eller siger man “Det kan jeg bare se på ungerne, det trives de rigtig godt med, og det er altså supervigtigt at have god tid i familien sammen om eftermiddagen.” Jeg kan ikke rigtig komme på et svar, som en mor på fuld tid skulle komme med i den forbindelse.

    Er der noget der hedder moderlig resilens i den forbindelse? Kan vi mødre udvikle en evne til at overleve uden at dø af dårlig samvittighed over alt det vi ikke er og ikke har? Jeg arbejder på sagen. Og jeg vil gerne låne den bog.

    • Tak for din kommentar Kirstine.

      Måske var det i virkeligheden det jeg skulle skrive speciale omkring – moderlig resiliens;) Det vil jeg ihverttilfælde også gerne eje mere af. Mærkeligt som tvivlen omkring om jeg nu gør det godt nok, altid brummer i baghovedet. Om den ene søsken nu får mere end den anden osv. Mande derimod er komplet fortrøstningsfuld og 100% sikker på at vores børn er i absolut topform og at vi ikke kunne gøre det bedre for dem…

      Jeg synes det er nogle spændende tanker med hvordan eller hvorvidt man skal udtrykke sig, for at undgå at føje skyld over på andre.. På den ene side er der jo noget kommunikativt i det, med at behandle andres valgt, muligheder og situation med respekt og ikke “gøre skade” på nogen. Omvendt så synes jeg det er en balancegang med ikke at blive berøringsangst, eller at undgå sammenstød – som hvis vi kommer godt igennem dem – gør os stærkere på den anden side.

      Mange af mine overvejelser omkring eksempelvis dette emne kommer jo netop ud af sådanne sammenstød. Fordi jeg er blevet konfronteret med andres (mere eller mindre velformulerede) holdninger, har det “stødt på noget” i mig, der har fået mig til at tænke. Jeg tænker at hvis der ikke er nogen der “stikker ud”, bekender kulør og holdning, om så det hele ikke bare bliver mere svært at navigere i, fordi vi ikke har nogle pejlemærker og overvejelser at forholde os til? Det er bare tanker, men spændende snak synes jeg:)

      Bogen må du virkelig gerne låne eller få tilbage igen, hedder det, hvis det skal være korrekt;) – hihi.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s