Der er intet som skovtur i stiv kulling

Jeg elsker at være på tur med ungerne. Eller; jeg elsker at gå en tur og jeg nyder at dele den med ungerne. “Naturmenneske” tænker du måske. Ja, lidt; men ikke på den der “telt og primus” agtige måde, det var Mande ellers overbevist om i starten af vores ægteskab (brogede minder), men mere på den der “jeg går lige med hunden” agtige måde.

Det er september måned. Vi er på badebroen og Storm "fodre ænder" med sin riskiks.

Når Mande er på vagt er den næsten sikker; vi skal på tur:) Og det er SUPER hyggeligt. Jeg betragter det som en af mine styrker at vi kommer ud sammen. Vi får gode oplevelser sammen, børnene lærer nyt og jeg får motion. Win-win-win.

November måned, hård blæst og kolde hænder. Kender du det der med at det er meget svært at få børn der fryser til at smile??

Der var engang en der fortalte mig at dine største styrker også er dine største svagheder. Jeg forstod det ikke, jeg var teenager, men det gør jeg idag. Og det tror jeg også børnene gør. Om ikke bevidst og kognitivt, så ubevidst og kropsligt;)

December måned, smuk smuk dag. Jeg kunne ikke modstå trangen, men vi skulle "kun" fodre ænderne. Efter Vanilla havde smidt et par stykker brød, klaprede hendes tænder og hun bad om at komme op i vognen...:/

Jeg synes ellers virkelig at jeg bliver klogere. Jeg kigger på vejrudsigten, vurderer temperaturen osv. Men somehow er det bare altid utroligt koldt om vinteren i danmark. Selv på de varmeste dage.

Januar måned. "Vi skal bare fodre hestene og så giver jeg dem lidt frugt i en dåse på vejen". Igen; stivfrosne fingre og tænderklaprende børn. Dog endte vi ved hestene (for en gangs skyld;)

Heldigvis bærer ungerne over mig. De er fortsat henrygte når jeg afslører dagens udflugt, de spiser gerne alt jeg medbringer og de kommer med med meget tydelige og nemtaflæselige tegn på ubehag, så jeg fordet meste kan nå at ændre situationen inden de går op i en spids.

Advertisements