Time-in

I relation til mit speciale skrivning kommer jeg omkring en masse forskellig litteratur osv. omkring opfostring af udsatte børn. Den anden dag faldt jeg over begrebet eller metoden “time-in”, der er en revideret udgave af den klassiske time-out.

Hvis vi ikke kender “Time-out” fra vores eget forældreskab, kender vi den nok allesammen fra folkeskolen. Den der opfører sig uheldigt bliver bedt om af forlade lokalet, sætte sig på en stol i hjørnet eller lignende, der isolerer vedkommende fra aktiviteten. Det er nok lidt forskelligt hvordan man vil betragte denne metode, jeg synes egentlig ikke det er en straf, nærmere en naturlig konsekvens af, ikke at “lege efter spillets regler” (hvis man vel at mærke har lært barnet reglerne på forhånd).

Men jeg har opdaget at min datter vist er en smule uenig med mig på det punkt, ihverttilfælde synes hun bestemt ikke om at blive ført for sig selv. Jeg kender til andre børn der synes det er helt okay, så sætter de sig bare til at lege, men Twilight, som nok også er blandt den mest sociale udgave af fænomenet “børn”, synes ikke om det. Derfor ville jeg prøve “time-in”, for at se om det gav mere læring, frem for protest.

Søndag morgen da husets to A-mennesker havde været vågen i over halvanden time, vågnede vi andre (Lynild og jeg). Mande puttede ungerne ind i sengen til mig, hvilket plejer at være en hyggelig weekend-morgen-ting vi gør. Twilight brød dog straks ud med en masse: “neeejjj, Lynild skal ikke være her”, “jeg gider ikke lege med Lynild” osv. i den dur. (Yes – efter 14 rolige dage, kommer den igen, et par dage med trods…). Det hjalp ikke at bede hende tale pænt til Lynild, så søvndrukken førte jeg hende ind til hendes seng til vores første “time-in”.

Jeg bad hende tænke over hvad man kan sige af pæne ting til sin lillebror. Og da hun var klar gik vi ud og fandt ham. Desværre havde hun intet at sige og synes ikke mine tre forslag var gode, så vi gik tilbage igen. Da hun igen var klar, spurgte jeg hende hvad hun gerne ville sige til Lynild og hun fortalte hun ville sige undskyld, fair nok. Vi fandt lillebror og jeg sætter mig ned mellem dem. Twilight begynder så at resonere omkring at han jo ikke forstår hvad hun siger til ham. Jeg afviser og fortæller at han godt kan mærke hvad hun mener. Derefter får han en krammer og hun siger undskyld mens hun kigger ham ind i øjnene. Fantastisk når børn selv vælger at sige undskyld:)

Derefter vender hun sig mod mig og siger tydelig “jeg vil også gerne sige undskyld til dig mor”, jeg spørger hvorfor (jeg er nemlig ikke ligeså nem som hendes lillebror) og hun svarer “fordi jeg sagde nej til dig”. ÅHH – hvor fantastisk, det havde jeg ikke lige forventet. Hun siger undskyld, normalt bare ikke når hun er i dette hjørne. Og dertil var vi ALDRIG kommet med time-outs.

Reklamer

Caught in the middle (2)

I lang tid troede jeg, at det der med at være hjemmegående, kun var en “kristen ting”. Men jeg har efterhånden fundet ud af, at der er mange forskellige typer kvinder, der går mere eller mindre hjemme. Jeg skrev bacholorprojekt omkring de psykologiske forhold, der er relateret til ligestilling i den unge familie. Bla. samfundsdiskurser, psykologiske- og biologiske dispositioner. En af de ting, som flere undersøgelser viser, er, at det er langt større tendens til at kvinder end mænd, der vælger at gå hjemme, når børnene er små.

Det kan der jo være mange årsager til, men om det så er samfundsmæssigt, psykologisk eller biologisk, så er det essentielle vel, at det for mange kvinder er naturligt, at det er sådan det er. Sådan er det i aller højeste grad også herhjemme. Sammenlignet med Mande, så stortrives jeg med at have meget tid sammen med ungerne hver dag. Men nu har jeg også andet der fylder i min hverdag, så jeg kan ikke hygge med børnene hele tiden.

Men er det okay at “skulle” og ville andet også? Er mit moderskab ikke det vigtigste i mit liv? Vil den perfekte mor ikke gå “all-in”, hvis hun har muligheden?

Jeg læste en bog for nogen tid siden, der hedder:”Parenting Is Your Highest Calling: And Eight Other Myths That Trap Us in Worry and Guilt”, og er skrevet af en kristen mor til seks børn. Se et youtube klip med hende her. Det må være en af de mest befriende bøger, jeg har læst længe, og jeg nyder at få et mere nyancerende perspektiv på modeskabet.

“I feel it too: my role as a mother to my six children is one of the most essential duties and loves of my life. Yet as I listen to some voices in the christian culture address issues of family and parenting, I am concerned. Sermons, parenting programs, books, and blogs commonly use the term “highest calling” to describe our role as parents. Many times these words are aimed specifically at mothers. One woman urges readers and fellow mothers to “live our lives to serve our families at our fullest capacity!” I know a number of women who believe their one God-given purpose in life is to be a helper to their husband or a servant to their children. […] In addition, many christian writers understandably link the disintegration of our culture to the breakdown of the family. When the family crumbles, the nation crumbles. […] I hear these messages and tremble, both flatteres and flatened by the idea that my daily labors at home are building a dwelling place in heaven for my children´s immortal souls. That the survival of our nation rests upon my succes as a parent. That my performance as a mother will affect the outcome of the entire spiritual war. No wonder I am exhausted and overwhelmed!”
Videre fortsætter hun med en gennemgang af bibelske eksempler på, at Gud først kalder os til at søge ham og blive tilfredsstillet i hans kærlighed. For derigennem at blive sat fri til, ikke at elske vores børn og familie mindre, men at elske dem ret. Hendes pointe er på ingen måde, at vi ikke skal “gå hjemme”, men at sætte fokus på at vi kan blive fristet til at sætte vores familie på førstepladsen i vores liv. Hun leder opmærksomheden hen på, at vi ikke alene er kaldet til vores egen familie, men også til fremmede fra andre familier, til folk af en anden race end vores, til vores nabo og vores næste.

Jeg kan virkelig godt følge, hvad hun skriver. Forleden skrev jeg dette indlæg omkring hvordan jeg nu, efter næsten 4 år, efterhånden er kommet ud af min “baby rus”, hvor al fokus har været på vores familie, børnene og vores hjem. Nøj hvor har jeg NYDT de sidste 4 år. Det har bare været en helt fantastisk speciel tid. Men jeg tror også at det er både godt og rigtigt at få skyklapperne af og se verden igen uden store mængder af oxytocin i i hjernen.

Hvordan oplever du, at du kan række ud over trappestenen på dit hus?

Jeg læser en inspirerende kvindes blog, hun har 6 biologiske børn og 5 adoptivbørn, den yngste er 5 år og den ældste først i 20erne.

Et af mine forbilleder tog sin uddannelse i psykologi, gik hjemme med hendes biologiske drenge og forskellige plejebørn. Da børnene var unge tog hun en phd og er nu professor for et institut der arbejder med og forsker i udsatte børn.

Kort herfra bor en familie der har sjældent meget energi. De er lederpar på efterskolen og tilbringer 100vis af timer hver måned på at gøre en forskel i teenageres liv, samtidig med at de skaber et godt og trygt liv for deres tre børn.

Jeg kender flere singelkvinder der arbejder med mennesker til daglig og flere gange har taget ferie for at arbejde som frivillig, praktisk eller medicinsk blandt udsatte familier i bla. afrika.

Jeg tror efterhånden at jeg er klar til at afslutte min søgen efter det perfekte og mest rigtige moderskab. Jeg har nogle helt personlige værdier og overbevisninger i forhold til hvilket liv jeg vil tilbyde mine børn og jeg har det faktisk virkelig fint med at du sikkert har nogle andre:)

Til den nysgerrige læser har jeg herunder skrevet de 8 (9) myter. Det er muligt at der vil komme flere henvisninger til bogen i senere indlæg.

Bogen indeholder som sagt 8 myter. Måske du kan genkende nogen af dem fra dit eget liv (det kan jeg ihverttilfælde).

  1. Having children brings happiness and fulfillment – Discovering Gods real purpose in giving us children.
  2. Nurturing your children is natural and instinctive – why biblical love is so difficult to live out.
  3. Parenting is your highest calling – how pursuring God first frees us to love our children more.
  4. Good parenting leads to happy children – exchanging shallow hopes for Gods deper purposes.
  5. If you find parenting difficult, you must not be following the right plan – learning to rely on God rather than formulas.
  6. You present Jesus to your children – how we trap ourselves in a role we werent meant to play.
  7. You will allways feel unconditional love for your children – how our false ideas of love burden us with guilt.
  8. Succesful parents produce godly children – the danger of making too much of ourself and too little of God.
  9. God approves of only one family design – why God is not limited by imperfect families.

Caught in the middle (1)

En mand forklarede mig, for nogen tid siden, at hans hustru gik hjemme med børnene, fordi hun gerne selv ville være den, der opfostrede deres børn. Mens vi talte videre (om noget andet), kørte min indre monolog på højtryk, og jeg gentog for mig selv; “han sagde det kun, fordi han har oplevet at hans hustru er blevet set ned på, og han, føler at han har behov for at forsvare hende overfor mig”. Selvom jeg virkelig forsøgte, at lade min tvivl om motivet eller tanken bag den udtalelse komme ham til gode, sved den på to måder. 1. Virker jeg overlegen, siden han har behov for at forsvare hende overfor mig? 2. Mener han ikke, at jeg opfostrer mine børn selv? Hvis jeg havde været mere “klar i spyttet”, skulle jeg jo bare have spurgt ham..

På en eller anden måde er det lykkes mig, at have både (meget) hjemmegående mødre i min omgangskreds, samtidig med at den også rummer (rigtige) karrieremødre. Egentlig synes jeg ofte, at det bliver fremstillet sådan, at man omgiver sig med folk, der ligner en selv, men det er altså ikke helt tilfældet for mig på dette område.

Og hold fast hvor er det specielt nogengange – som eksempelvis i situationen ovenfor. Det tvinger mig bare helt vildt, til at tage stilling til hvad jeg tænker om netop dette enme; børnepasning; hvor, hvor meget, hvis overhovedet?

Lisom med alt andet er kvinder jo bare så fantastisk åbenhjertige og får hurtigt givet udtryk for deres oplevelse af hvad der er “rigtigt og forkert”, hvordan barnet “bedst bliver mødt” osv. Hvilket godt kan være tungt for mit lille hovede at kapere, når nu holdningerne er så forskellige.

Jeg skimmede første del af bogen; børnefællesskaber og familieliv i sommers. Den handler om børns liv på tværs af de to. Jeg synes den havde nogle rigtigt spændende indledende kapitler, der historisk og teoretisk ridsede dette felt op. Nu ville jeg jo ønske, at jeg ikke havde smidt mine noter ud, men det gjorde jeg, så her kommer der et lille resumé ud fra, hvad jeg kan huske.

Bogen skitserede, ud fra bl.a. Dion Sommer, hvordan der er sket store ændringer i vores relation til og syn på børn indenfor de sidste 60 år. Omkring 1950 kom tilknytningsteorien og man fik for alvor øjnene op for mor-barn relationen. Hvor vigtig og grundlæggende den var for børns udvikling. Jeg kan huske, at hun brugte begrebet; modercentrisme, i hendes beskrivelse af vores syn på vigtigheden af denne dyade. Børnene blev i langt højere grad sat i centrum, de blev anset som skrøbelige og uvidende. Siden er der kommet en ny strømning, der fokuserer på barnets udviddede verden. Her er der fokus på at omgivelserne også er med til at påvirke barnets udviklingsforløb, i samspil med tilknytningsrelationen. Børnene her bliver betragtet som modstandsdygtige (resiliente) og kompetente.

Sjovt nok er denne teoretiske udvikling sket i sammenhæng med samfundsudviklingen. Da mødrene fik færre børn (prævention) og dermed mere tid derhjemme, blevet fokuset modercentrisk. Og nu hvor mange mødre varetager deltids og fuldtidsjobs, fokuserer vi på barnets udviddede verden.

Det, jeg synes, der er specielt, er at dette afspejler sig helt ned på mikroplan. Når vi sidder som mødre omkring et bord og taler sammen. Den hjemmegående mor afskærmer og beskytter. Barnet skal helst ikke passes af for mange forskellige og måske “skete der lige lovlig meget i weekenden“. Karrieremoderen glæder sig over at barnet bliver stimuleret i vuggestuen. Han får så mange udfordringer, løber glad ind hver morgen og han lærer så meget i samspillet med alle de andre børn. “Se hvor kompetent han er i sociale sammenhænge“.

På den ene side tænker jeg, at vi er så overbevist om vores overbevisning, som det eneste sande. Vi glemmer helt at se, at vi i det store billede er viklet ind i en historisk og samfundsmæssig udvikling, og at vi langt hen af vejen danner vores overbevisninger ud fra de muligheder, vi har til rådighed. Vores moderskab har sikkert ændret sig mange gange de sidste 6000 år – men alligevel søger vi efter at gøre det “rigtige”.

På den anden side tænker jeg, på hvor meget vi gør os umage for at undgå kognitiv dissonans; vi opfinder eller tilegner os et sæt af overbevisninger, der passer til den praksis vi lever. Men i virkeligheden kan det være, at vi arbejder meget fordi vi ellers ikke kan bo i vores hus. Eller at vi går hjemme fordi vi ikke har en uddannelse, eller fordi vi ikke får nok ud af at arbejde, det vi har lyst til, ift. mængden af børn, der så skal passes.

Men jeg håber da at størstedelen arbejder fordi de oplever at det er meningsgivende og ikke kun fordi de har behov for det – og ikke mindst omvendt, går hjemme fordi de oplever at det er det rigtige at gøre. Sådan har langt de fleste hjemmegående mødre jeg kender i hverttilfælde fremstillet det. Også nogengange så meget at jeg har overvejet om det nu også er det okay at “skulle” og ville andet også? Om mit moderskab ikke det vigtigste i mit liv? Om den perfekte mor ikke ville gå “all-in”, hvis hun har muligheden?

(Fortsættes i morgen)

 

Ulovlig scooter-kørsel

Man skule tro at dette skete på forældrene initiativ. Men de fandt selv på det og kørte gennem hele huset sådan her:)

Jeg tror alle os med mere end ét barn, kan nikke genkendende til glæden ved at se et søskendepar nyde hinandens selskab. Herhjemme er det virkelig gode tider på den front. Jeg ved ikke hvad der har gjort det; om de har god kemi, om vi forældre har gjort noget rigtigt, om det er fordi de har været sammen nærmest 24-7 i et halvt år – pas. Men det kører bare. De slosser, tumler, krammer, kysser, putter, griner, skubber, græder, undskylder, aer, læser og kører nu også scooter sammen.

Igår aftes efter aftensmad, smuttede de ind og legede på værelset. Vi kunne høre at Twilight forsøgte at tænde musikken, hvilket Lynild gerne ville forhindre (det er en af deres langvarrige kampe, indtil videre har den stået på et par uger). Tilsidst skubber Twilight ham, så han sætter sig ned på enden. Og SKRIGER. Jeg holder mig lidt tilbage for at se hvad der sker. Twilight sætter sig ned vedsiden af Lynild og siger tydeligt; “undskyld Lynild”, så sætter hun sig til at læse bog vedsiden af ham. Han græder fortsat en smule, men læser til sidst med. HEY – mine unger har klaret deres første konflikt selv!!

Jeg vil bare gerne anderkende..

Det gik godt til eksamen igår. Det var virkelig en lettelse. Efter 4 år med primært gruppearbejde, har jeg været ret usikker på hvor meget jeg rent faktisk kan og hvor meget jeg bare var den heldige, der fik lov at være i gruppe med nogle kloge mennesker. Og der ER virkelig mange kloge mennesker på psykologistudiet. Jeg er godt klar over at jeg kom ind på samme vilkår som alle andre, men alligevel føler jeg at jeg lidt, at jeg kom ind på et wildcard -> helt ærligt; jeg kan jo ikke engang sætte kommaer eller skrive sætninger i en fornuftig længde!!(:))

Det korte af det lange er, at jeg nu kun har ét semester tilbage så er jeg færdiguddannet. Ubegribeligt. Overvældende. (MEGET) Udfordrende.

På vej hjem i bilen brugte jeg tiden på reflektion og bøn (det er lange bilture helt solo altså bare fantastiske til). Jeg kom frem til at jeg bare gerne vil anerkende Jesus for den han er i mit liv. Jeg har ikke noget der ikke er blevet mig givet. Jeg var ikke nogen, hvis ikke han havde løftet mig op og jeg vil bare gerne anderkende ham, som er den vigtigste for mig!

Snakkede med en guf-elskende veninde efter eksamen som formanede mig om at fejre det med noget lækkert. Jeg overvejede lidt forskellige muligheder. Men da jeg først have gået hjem i 10 graders frost med sultne unger endte det med den absolut hurtigste løsning.

Og den blev modtaget med begejstring. Særligt kan jeg anbefale lun kakao i drikkekopperne efter en kold gåtur – de elskede det. (Stakkels sukker-hungrende unger, hvis mor kun serverer vand i det daglige) Drikkekopper fordi Lynild har fået en utrolig irriterede uheldig vane med at afprøve hvad der sker når man vender koppen på hovedet – jeg tager mig selv i at tænke; “hallo mester, den fase har vi været igennem én gang”!!:)

Inden jeg hentede unger nåede jeg dog en lille men tiltrængt og smuk gåtur ved fjorden. Det er bare den bedste selvforkælelse hvis man spørger mig:)

SIdst, kom vi hjem til synet af disse. Mande var på arbejde, så han sendte en duftende erstatning. Elsker den mand!! Twilight brugte lang tid på at forklare mig at der på kortet stod; “vi ska have eksamen, is og kakao”. (læs: “hint hint mor – lav nu det guf til os”)

Forældretyper

Jeg kan huske at min mor, jeg har nok været 10 år gammel, gjorde det mig klart at mine søskende ikke selv fik lov at vælge hvad tøj de ville have på, i så tidlig en alder. Jeg mindes at jeg synes det var totalt langt ude fordi mine veninder i flere år selv havde bestemt deres påklædning. Idag tænker jeg det som et fint eksempel på hvor langt mine forældre havde rykket sig, fra mine søskende var børn, til jeg som familiens efternøler kom. Og hvor meget de alligevel adskildte sig fra mine veninders forældre.

Jeg faldt over en gammel klumme fra jyllandsposten, som fik mig til at smile. Den kategorisere 4 forældretyper og jeg falder, i kraft af min profession, i kategorien professionelle forældre. Selv synes jeg dog at jeg svinger mellem at være professionel og små desperat -forælder:) Læs klummen her og kategorisér dig selv.

Der er lavet en del undersøgelser af forældretyper, men der er særligt en klassifikation af fire forældetyper som oftest bliver brugt. Den kategorisere typerne ud fra i hvor høj grad de er

  • Accepterende og involverede i barnet.
  • Stiller krav til barnet.

Her er en model over de fire typer:

Den uinvolverede forældretype viser ikke megen interesse for barnet og stiller ikke mange krav. Dette er ofte en forældretype i svært belastede familier, hvor forældrene er så opslugt af deres egne problemer/behov at de har rum for børnene.

Den eftergivende forældretype viser megen interesse for barnet og er meget lydhør men stiller ikke krav. Dette giver en tendens til at barnet bestemmer selv, over sig selv og i høj grad også over familiens liv. Denne type minder om tendensen I 1970érne hvor mange opdrog deres børn efter Laissez-fair pricippet. Her gør barnet hvad det har lyst til og der er næsten ingen indgriben.

Den autoritære forældretype viser ikke megen interesse for barnet, men stiller mange krav. Forældrene værdsætter lydighed, respekt for autoriteten, arbejde, tradition og konformitet. Barnets selvstændighedstrang kommer let til at blive opfattet som ulydighed og mangel på respekt. Forældrene kan udøve endten direkte kontrol (“gør som jeg siger!”) eller psykologisk kontrol; hvor de lader deres grad af opmærksomhed på barnet være relateret til barnets adfærd. Historisk set har denne forældretype været fremtrædende en stor del af 1900tallet. Forældrene var meget kontrollerende, der var mange forbud og regler, far bestemmer og man anvendte magt og afstraffelse.

Den autoritative forældretype viser megen interesse for barnet samtidig med at den stiller mange krav. Her er der øje for både forældrenes og børnenes behov. Der bliver sat klare alderssvarende krav for børnene, på en tålmodig måde og børnene modtager den nødvendige støtte for at leve op til kravene. Når der opstår konflikter bliver de forhandlet og diskuteret indenfor det forhandlingsrum forældrene mener er rimeligt. Demokratiske forældre, som mange danske forældre er idag, minder om denne forældretype. Barnet har lov at have sin egen mening, det bliver til dels medinddraget i familiens beslutninger, krav er afstemt efter modenhed osv.

Dette er jo virkelig en forenklet model og mere brugbart som “landkort” end noget andet. Jeg bruger modeller som denne til mentalt at forestille mig hvordan disse fire typer er placeret ved hver deres akse i et koordinatsystem og hvor hver af de fire typer har et af de fire felter. Mentalt kan jeg så placere den bog jeg læser, familie jeg tænker på eller mig selv (i en bestemt situation) i dette koordinatsystem. Jeg synes sådanne landkort kan hjælpe mig med at give overblik i en situation jeg ellers har svært ved at aflæse, eller greje hvorfor jeg ikke umiddelbart kan forstå noget bestemt. Ved at betragte typerne i et koordinatsystem bliver modellen mere nuanceret, da man, frem for bare at placere i fire forskellige kategorier, kan placere nærmere eller længere fra de andre typer og mere eller mindre mod midten. Håber du kan følge mig, jeg formulerer mig vist lidt kringlet…

Mine forældre, der snart begge er 80, har opdraget mine fem ældre søskende som den mere autotære forældretype. Jeg selv er nok opdraget ud fra en blanding mellem den autoritære og autoritative forældretype. Da jeg i aller højeste grad er efternøler og vokset op som enebarn, så har de haft megen tid til mig og jeg har tilbragt meget tid med dem, det er nok grunden til at de var mere autoritative overfor mig. Sammenlignet med mine klassekammerater var mine forældres metoder dog meget autoritære og strenge.

Hvordan er du opdraget og hvilken type forælder er du? Ofte er der en sammenhæng mellem disse.